Beskrivelse
En diset industriflod fylder lærredets nederste to tredjedele, malet næsten udelukkende i blåt, dens overflade brydes til højre af et glimtende felt af orange, guld og violet, hvor den lave sol bryder gennem røg og tåge og rammer vandet direkte. På den anden side af floden ligger silhuetten af en fabriksbygning med en høj skorsten lavt ved horisonten, gengivet som en næsten flad form i dyb blåviolet mod en himmel tyk af sod og tåge.
Over denne horisont er himlen slet ikke blå, men en tæt, hvirvlende blanding af mauve, laksefarvet pink og rustorange, farverne af kulrøg oplyst bagfra af en sol, der aldrig helt viser sig som en skive, kun som diffus, glødende farve, der spreder sig ujævnt gennem disen. Monet malede dette motiv gentagne gange fra et værelse med udsigt over floden og arbejdede med den samme bro og fabrikssilhuet på forskellige tidspunkter af dagen for at følge, hvordan tågen skiftede farve gennem dagen, og dette lærred indfanger et af de varmere, mere lysende øjeblikke i den kampagne, hvor sollys kæmper sig gennem forureningen i stedet for at blive blokeret af den.
Det, der adskiller billedet fra hans franske flodmalerier, er den åbenlyse grimhed i motivet forvandlet til noget lysende: en skorstenspibe og industritåge gengivet med det samme løse, brudte penselarbejde, han gav vandliljer, et bevis på, at hans metode afhang mindre af motivets skønhed end af lysets opførsel, når det passerer gennem atmosfæren. Den næsten totale undertrykkelse af tegnet detalje, selve broen er næppe læsbar, skubber maleriet tæt på abstraktion for sin dato.
Dens dominerende blå, opvarmet af det ene bælte af glødende orange, giver lærredet virkelig tilstedeværelse på en væg uden nogensinde at tippe over i prangendehed, den slags billede, der skifter stemning med rummets lys, mere dystert under koldt lys og varmere under lampelys, og farvemæssigt solidt nok til at forankre en væg alene.
