Åkandedammen
Stå ved kanten af en dam højsommeren og kig direkte ned i den, og du vil opdage, at du ikke kan bestemme dig for, hvad du kigger på. Der er overfladen med de flydende blade og det tynde lag støv og pollen på vandet. Der er refleksionen, som er himlen og træerne, der tilsyneladende hænger under dine fødder. Og der er dybden, hvor stængler forsvinder ned i brun-grønt mørke. Alle tre optager samme sted på samme tid, og dit øje nægter at rangere dem.
Den forvirring er emnet for dette maleri. Der er ingen horisont i det, ingen bred, ingen himmel undtagen den himmel, der ligger i vandet. Rammen er helt fyldt med en overflade, der også er et vindue, og hele tingen tipper frem mod dig. Monet var nioghalvfjerds, da han malede det. Han havde stirret på dette vand i et kvart århundrede på det tidspunkt, og han havde opgivet ideen om, at et landskab har brug for jord.
En dam, han måtte kæmpe for
Vandet er ikke naturligt. Han lejede huset i Giverny i 1883 og købte det i 1890, og fra 1893 gik han i gang med at lave en dam, hvor han omdirigerede den lille flod Epte for at fodre den. Lokale landmænd protesterede. Vand er ikke en dekoration i en landbrugsby. Det er vanding, det er besætning, det er en ting, folk har rettigheder over, og en nykommer fra kunstverdenen, der foreslår at omdirigere det for at dyrke blomster at se på, var ikke en åbenlyst rimelig nabo.
Han fik sin vilje. Den japanske gangbro blev bygget i 1895, og beplantningen tykkede år for år. Hvert blad i dette maleri står i vand, som en mand argumenterede for, betalte for og gravede for. Det er værd at huske på, fordi disse sene lærreder ofte beskrives som fredfyldte, og fredfyldthed er ikke rigtig, hvad de er. De er optegnelsen over en besættelse, der omformede et stykke landskab, så én person kunne blive ved med at kigge på de samme tyve kvadratmeter resten af sit liv.
Øjnene
Grå stær blev diagnosticeret omkring 1912. Han fik ikke operation før 1923. Det er omkring elleve år med at male gennem linser, der langsomt slørede og gulnede, og dette lærred ligger tæt på slutningen af den periode.
Tænk over, hvad det betyder for en maler, hvis hele praksis handlede om præcis rapportering af farve. Grå stær slører ikke bare. Det flytter balancen i, hvad der når øjet, varmer og dæmper, og tager den kølige ende af spektret først. Den mest farveafhængige maler i live var ved at miste pålidelig adgang til farve, og han fortsatte, i stor skala, dagligt, i et årti.
Du kan se konsekvenserne i penselføringen her. Strøgene er brede og selvsikre, tegningen er helt absorberet i malingen, og farven er sat højt og varmt. Om det er svigtende syn eller hårdt tjent frihed er et spørgsmål, folk har diskuteret i et århundrede, og ærligt talt er det nok begge dele. Tres års kiggen giver en mand masser at male ud fra, selv når instrumentet svigter.
En dam er en maskine, der skal passes
Vandhaver bliver ikke overladt til sig selv. Liljer spreder sig og skal tyndes ud, ellers lukker de overfladen helt, og der er ikke mere vand til at reflektere noget. Nedfaldne blade synker og rådner og mørkner vandet. Alger blomstrer i varmt vejr. Selv blade samler støv, og en dam, der ikke rengøres, ligner mere et bundfald end et spejl.
Så bag hvert af disse malerier ligger en vedligeholdelsesrutine. Dammen på dette lærred blev forvaltet kontinuerligt, overfladen holdt åben nogle steder og tæt andre steder, fordi den komposition, Monet ønskede, afhang af forholdet mellem dækket og klart vand. Han malede ikke en naturlig scene. Han malede et arrangement, han havde plantet, gravet, omdirigeret en flod for at fylde, og derefter kurateret i femogtyve år.
Det er et usædvanligt forhold mellem en maler og et motiv. De fleste kunstnere finder et emne. Denne fremstillede sit eget og brugte derefter årtier på at justere det, så det ville blive ved med at give ham billeder. I 1919 var dammen og malerierne blevet et enkelt lukket system: haven leverede motivet, motivet leverede værket, værket betalte for haven.
Det forklarer også den mærkelige selvtillid i de sene lærreder. En mand, der har set på det samme vand hver dag i et kvart århundrede, behøver ikke at tjekke noget. Han ved, hvor bladene ligger, hvordan refleksionerne falder på hver time, hvad piletræerne gør ved den fjerneste ende af dammen i august. På det tidspunkt betyder øjnene mindre, end de plejede, hvilket var heldigt.
At male en overflade, der også er et vindue
Læg mærke til, hvordan billedet er organiseret. Åkandebladene læses som vandrette ellipser, der ligger fladt, og som trækker sig tilbage, efterhånden som de bliver mindre og tættere sammen mod toppen af lærredet. Det er det eneste perspektiviske fingerpeg i hele maleriet, og det er nok. Mellem og under dem løber de reflekterede træer og himlen lodret og falder ned i vandet.
Så du har to retningssystemer, der krydser hinanden: flade ting, der bevæger sig væk fra dig, og reflekterede ting, der falder nedad. Det er derfor, rummet føles ustabilt, og hvorfor øjet bliver ved med at bevæge sig. Det er også derfor, at disse malerier, som ikke indeholder nogen begivenhed, ikke er kedelige at se på. Billedet vil ikke lade dig slå dig til ro med en enkelt fortolkning af, hvor noget er.
Malingen er påført i lange, fyldige strøg, ofte vådt-i-vådt, med penslen, der drejer, mens den bevæger sig. Nogle steder er farven skrubbet tynd, og lærredets vævning kommer igennem; andre steder rejser den sig som en snoet pigmentstreng. Tæt på er der intet vand, ingen blomster, intet andet end mærker. Tag fire skridt tilbage, og det lukker sig til en dam så overbevisende, at folk læner sig ind mod det.
Hvad du skal kigge efter
- Find de mørkeste passager først. De er ikke skygger på vandet. De er refleksioner af træer, og de læses som dybde, hvilket er det store trick i hele den sene serie.
- Følg en linje af åkandeblade fra nederste kant og op, og se dem komprimeres. Denne kompression gør alt det arbejde, en horisont normalt ville gøre.
- Kig efter blomsterne. De er normalt det eneste sted i lærredet med en virkelig lys, uigennemsigtig berøring, lagt på sidst, og de står stolt over alt andet.
- Prøv at finde kanten af dammen. Du vil ikke. Han beskærede den med vilje, så vandet ingen grænse har, og maleriet opfører sig som et fragment skåret ud af noget uendeligt.
Hvordan det opfører sig på en rigtig væg
En helfladekomposition uden horisont er virkelig en anden slags objekt at leve med. Der er ingen korrekt top og intet forankringspunkt, så billedet påtvinger ikke rummet en retning, som et landskab gør. Det sidder som et farvepanel, der afslører sig som et sted, når du nærmer dig det.
Det gør det fremragende på afstand og endnu bedre tæt på, hvilket er en sjælden kombination. Placer det, hvor folk går forbi et par skridt væk og lejlighedsvis sidder tæt på, og det vil virke på begge afstande. Det betyder også, at det kan hænge på en væg i siden af et rum uden at virke dårligt placeret.
Grøn, blåviolet og rose dominerer, med varme okkertoner i vandet. Det er behageligt mod hvide, lysegrå og blødgrønne vægge, og det bliver overraskende rigt mod en dyb trækul eller mørkegrøn, hvor blomstermærkerne springer frem. Undgå at hænge det ved siden af noget med stærkt mønster, da lærredet selv er al tekstur, og de to vil vibrere mod hinanden.
Belys det jævnt og generøst. Dette er et maleri uden mørkt hjørne til at skjule problemer i, og det ønsker nok lys til at holde det grønne fra at blive mudret om aftenen. Hæng det lavt. Damme kigges ned i, og billedet er mere overbevisende, når dit øje kommer ind fra oven.
Mere fra denne kollektion
Bring dette maleri hjem
Vælg en håndmalet oliereproduktion for ægte penselarbejde, eller et arkivlærredsprint for en skarp udgave af museets billede. Alle størrelser bevarer de originale proportioner.
Se dette værk og muligheder
Yderligere læsning
Verificer originalen i Tel Aviv Museum of Art samlingspost og fortsæt gennem relaterede værker i kataloget.