Rouen Katedral, Portalen, Overskyet Vejr
Forestil dig et lille lejet værelse på en øvre etage, en stol, en stabel lærreder op ad væggen og et vindue, der er helt fyldt af facaden på en katedral. Ikke en udsigt til en katedral; selve tingen, så tæt på, at den fylder glasset fra kant til kant, så nær, at du ikke kan se toppen af den eller jorden, den står på.
Forestil dig nu at tilbringe to vintre i det værelse.
Han lejede rum over for vestfacaden af Rouen-katedralen i 1892 og igen i 1893 og arbejdede på den samme stenmur gennem begge kampagner. Ikke ét lærred ad gangen; mange på én gang, stablet og skiftet, fordi lyset bevægede sig hurtigere, end han kunne male. Han færdiggjorde serien i atelieret i 1894 og udstillede den i 1895. Han skrev, at arbejdet gav ham mareridt.
Dette er det med overskyet vejr. Af dem alle er det det mindst åbenlyst tiltalende, og det er det, der forklarer, hvad hele projektet handlede om.
Billedet, der gav ham mareridt
Ideen lyder enkel og er tæt på vanvittig i praksis: mal den samme ubevægelige genstand igen og igen, uden at ændre andet end lyset, og se, hvad der sker.
Problemet er, at lys på en stenfacade ændrer sig kontinuerligt og aldrig gentager sig nøjagtigt. På en klar morgen krydser solen fronten i løbet af en time eller to, hvilket kaster de dybe udskæringer i skarp relief og derefter flader dem ud. På en overskyet dag ligger hele facaden i en diffus jævn belysning, som skifter, når skyerne bliver tættere eller tyndere. For at fange en given tilstand havde han måske tyve minutter; derefter var tilstanden forbi, og den eneste måde at fortsætte på var at lægge lærredet til side og tage et andet frem, der matchede de nye forhold.
Så værelset fyldtes med lærreder. Han bevægede sig mellem dem, som lyset bevægede sig, arbejdede på hvert i lige så lang tid, som dets særlige virkning varede, og ventede derefter, nogle gange dage, på at virkningen vendte tilbage. Vejret samarbejder ikke. En uge med regn betyder en uge uden at røre halvdelen af lærrederne i rummet.
Han var tooghalvtreds, på højden af sine evner og sit ry, og han havde frivilligt låst sig inde i et lille rum for at kæmpe mod en bygning. Mareridtene er fuldt ud troværdige. Der er en ejendommelig form for pres i et projekt, hvor motivet ikke kan ændres, ikke kan forbedres og ikke kan fremskyndes, og hvor den eneste variabel er noget, du overhovedet ikke har kontrol over.
Hvorfor overskyet vejr er det svære
De solbelyste versioner af katedralen er lettere at beundre og lettere at male. Sollys gør halvdelen af arbejdet: det producerer stærke skygger, klar struktur og tydelige farver. Stenen bliver gylden på den ene side og blå på den anden, og der har du dit billede.
Gråt vejr tager alt det væk. Under en tung himmel mister facaden sine skygger, strukturen blødgøres, og hele fronten bliver til en enkelt masse med tætte værdier. Der er ingen dramatik tilgængelig. En maler, der står over for dette, har to muligheder: opfind kontrast, der ikke er der, eller find farven inde i det grå og lav billedet ud af det.
Han tog den anden vej, og det er derfor, dette lærred er værd at bruge tid på.
Kig godt efter, og der er næsten ingen grå maling i det. Stenen er bygget op af blåt, lilla, en kold pink, en bleg grøn, en dæmpet okker i fordybningerne, og disse ligger ved siden af hinanden i små, brudte penselstrøg, så de på afstand smelter sammen til noget, der læses som overskyet sten, og på tæt hold er alt andet end det. Den dybe portal er ikke brun eller sort; den er en mørk blåviolet med varme toner gemt i sig.
Malingen er også fysisk tyk. I disse lærreder er overfladen opbygget i skorpede, kornede lag, og det er umuligt ikke at lægge mærke til, at maleriet har fået teksturen af det, det afbilder. Forvitret sten, malet i forvitret maling. Det er ikke en tilfældighed; han byggede overfladen op gennem gentagne sessioner og færdiggjorde derefter serien i atelieret, og den akkumulerede masse er en del af det, der får den til at læses som murværk.
Lær at se det: gråt er ikke gråt
Dette er et billede, der ikke giver noget væk ved et hurtigt blik, men en hel del ved et langsomt et.
- Kig på et kvadratisk område af stenen på størrelse med din hånd. Skann ikke hele facaden. Vælg en plet og bliv på den. Inden for omkring tyve sekunder vil den holde op med at være grå og begynde at adskille sig i pink, blå og grønne nuancer. Dette er hele oplevelsen af maleriet, og det kan ikke skyndes på.
- Find det mørkeste punkt. Det vil være inde i portalen, den forsænkede døråbning. Bemærk, at det ikke er sort, og at det har farve i sig. Læg derefter mærke til, hvordan alt andet i billedet måles mod det.
- Find det lyseste punkt. Det er normalt et lille område af det øvre stenværk, der fanger, hvad himlen nu byder på. Mellem det og portalen ligger hele billedets register, og det er et snævert register; han arbejder i et stramt bånd af værdier og får en enorm mængde ud af det.
- Kig på kanterne af arkitekturen. De udskårne detaljer er ikke tegnet. Der er ingen konturer. Hver bue, profil og søjle er skabt ved at sætte en farve op mod en anden, og hvor lyset er svagest, opløses formerne virkelig. Tag et skridt tilbage, og de samles igen.
- Læg mærke til, hvad der er beskåret. Toppen af facaden er skåret af. Det er bunden også. Der er ingen gade, ingen himmel at tale om, ingen forbipasserende, ingen fornemmelse af bygningen som en genstand, der står i en by. Han har fjernet alt det, så du ikke kan se på billedet som et portræt af et monument. Du sidder fast med overfladen og lyset, hvilket er, hvad han ønskede.
Det mærkeligste ved den grå version er, hvor meget den føles som vejr snarere end arkitektur. Bygningen er blevet forvandlet til en atmosfærisk begivenhed. Du kan næsten mærke fugten.
Hvordan den opfører sig i et rigtigt rum
Dette er et arkitektonisk billede, og det opfører sig arkitektonisk, hvilket gør det brugbart på måder, som landskaberne ikke er.
Det er stærkt vertikalt. Det er sjældent og værdifuldt, fordi de fleste vægge i de fleste hjem har mindst ét højt, smalt rum, som horisontale billeder ikke kan fylde: ved siden af en dør, mellem to vinduer, i en trappeopgang, på en skorstensvæg, i enden af en korridor. Dette lærred er bygget til præcis den form, og det får et lavt loft til at læse højere.
Paletten er blød og tæt-tonet; dæmpet lilla, blågrå, bleg okker, uden nogen mættet farve nogen steder. Det betyder, at den aldrig konkurrerer. I et rum med stærke møbler, mønstrede tekstiler eller mange bøger holder den sig selv uden at tilføje støj, og i et minimalistisk rum leverer den tekstur snarere end farve.
Mod en hvid væg kan den se lidt udvasket ud, så det er et af de få motiver, der virkelig foretrækker en tonet baggrund: varm grå, sten, greige, bleg ler eller noget betydeligt mørkere. På en dyb trækul- eller blæksort væg bliver den bemærkelsesværdig, fordi den blege facade løfter sig fra overfladen, og billedet får den dybde, som det overskyede lys nægter den.
Lys betyder mere her end med næsten noget andet motiv. Dette er et maleri om at læse subtile farver inden for et snævert område, og en svag lampe vil flade det ud til en grå rektangel. Giv det godt, jævnt lys, fra fronten, og lad det aldrig strejfe fra siden; strejfende lys vil forstærke malingens fysiske tekstur og forvandle et billede om atmosfære til et billede om overflade.
Og hæng det, hvor nogen kan stå tæt på. Tyve sekunder på en arms afstand er, hvad dette lærred beder om, og det er den eneste betaling, det kræver.
Mere fra denne kollektion
Bring dette maleri hjem
Vælg en håndmalet oliereproduktion for ægte penselarbejde, eller et arkivlærredsprint for en skarp udgave af museets billede. Alle størrelser bevarer de originale proportioner.
Se dette værk og muligheder
Yderligere læsning
Verificer originalen i Musée d'Orsay samlingspost og fortsæt gennem relaterede værker i kataloget.