Nøkkeruller: De to piletræer
I vinteren 1920 var det største rum i Giverny ikke bygget til at bo i. Det var en skur med glastag og hårdt gulv, rejst til én eneste opgave, og på kolde morgener hang luften indenfor af terpentin, fugtig gips og den våde jordlugt fra haven, der kom ind under døren. En mand i firserne arbejdede der i en tung frakke. Lærrederne stod på lave rullerammer, så de kunne skubbes rundt som møbler. De fleste var højere end ham selv. Nogle var bredere end en vogn.
På et af dem lå en vandflade med to piletræsstammer, der rejste sig op af den, en nær venstre kant og en nær højre, som stolperne i en døråbning, der har mistet sin dør. Mellem dem er der intet andet end vand: åkandeblade, refleksioner af bladenes undersider, skyer og et lys, der nægter at lægge sig fast.
Han havde malet piletræer i den have i et kvart århundrede. Han havde plantet nogle af dem. Denne gang malede han ikke et træ. Han byggede et rum af maling, og træerne var dets vægge.
Rummet, han skabte for mennesker, han aldrig ville møde
Projektet, der blev til de store dekorationer, begyndte at tage form omkring 1914 og slugte resten af hans liv. Ideen var ikke et billede, der skulle hænge pænt mellem to vinduer. Det var en sammenhængende flade, et bånd af vand, der løb forbi en beskuer uden afbrydelse, så enhver, der stod inde i det, ville miste den almindelige fornemmelse af, hvor væggen stoppede, og hvor verden begyndte.
Han gav hele cyklussen til den franske stat. Han oplevede ikke selv installationen. Panelerne kom i to ovale rum i Orangeriet i 1927, året efter hans død, og disse ovaler var designet, så malerierne kurver forbi øjenkrogen på begge sider samtidig. Enhver beslutning i dette lærred forudsætter det arrangement. Det er skabt til en væg, der bøjer.
I 1920 havde han begravet meget. Hans anden kone, Alice, døde i 1911. Hans søn Jean døde i 1914, netop som arbejdet på dekorationerne tog til i vægt. Omkring 1912 fik han at vide, at han havde grå stær; det vil sige, at en mand, der i halvtreds år havde argumenteret om den nøjagtige temperatur af en skygge, fik besked om, at linsen i hans eget øje var begyndt at gulne og sløres. Han fortsatte i elleve år mere, før han gik med til en operation i 1923.
Det er trykket bag dette panel. Det blev skabt af en, der mistede det eneste talent, hans liv var bygget på, og hans svar var at male noget større end noget rum, han ejede.
To stammer og intet andet at holde fast i
Det, der adskiller dette lærred fra de andre i cyklussen, er, at det giver dig noget oprejst at stå op ad.
De fleste af de store paneler fjerner ethvert pejlemærke. Ingen bred, ingen himmel, ingen horisont; kun vand set fra oven, hvilket er en smuk og let skræmmende ting at få udleveret i den skala. Her gør han noget andet. Han lader to piletræsstammer komme ned gennem billedet, en på hver side, og de løber fra den øverste kant næsten til bunden. De er ikke detaljerede. De er mørke, smalle, let uregelmæssige vertikaler, mere som to lange penselstrøg, der fik lov at blive stående, end som botanik.
Deres rolle er arkitektonisk. De skærer vandet i tre: en smal bane til venstre, en bred åben midte, en smal bane til højre. Dit øje kommer ind gennem en åbning og hviler i midten. Det er det ældste kompositionstrick, der findes, en ramme i rammen, og han bruger det her i en skala, hvor rammen nogenlunde svarer til et menneskes højde.
Hvilket betyder, at når du står tæt på, er stammerne på hver side af dig. Du kigger ikke på en døråbning. Du står i den.
Hvordan maler man noget, der er bredere end ens rækkevidde?
Overvej det fysiske problem. Et lærred på flere meter i bredden kan ikke overskues på tæt hold, og det kan ikke males på afstand. Han var nødt til at arbejde på armlængdes afstand på en passage, han ikke kunne vurdere, så gå baglæns for at finde ud af, om det var rigtigt, og så gå ind igen. Gamle mænd nyder ikke dette. Rullebukke eksisterede for, at lærredet kunne komme til ham i stedet for omvendt.
Malingen fortæller dig, hvordan det gik. I den åbne midte er overfladen lagdelt og bearbejdet; du kan finde strøg af blåviolet, der blev lagt tidligt og stadig er synlige under senere grønne nuancer, som en diskussion, der aldrig blev helt afsluttet. Omkring stammerne bliver penselstrøgene strammere og mørkere. Ved top- og bundkanterne løsnes det igen, og nogle steder er lærredets væv synligt gennem en tynd vask, hvor han besluttede, at mindre var nok.
Han malede også fra en dam, der selv var skabt, ikke fundet. Giverny blev lejet i 1883 og købt i 1890. Vandhaven blev gravet fra 1893, hvilket betød at aflede en gren af floden Epte og få tilladelse fra lokale myndigheder, efter at landmænd havde protesteret mod, hvad han havde tænkt sig at gøre med vandet. Den japanske bro blev bygget i 1895. Hvert piletræ, hver åkande, hver refleksion i dette store maleri står oven på et lille administrativt slagsmål om en bæk.
Sådan lærer du at se det: læs vertikalerne, og slip dem så
Giv det to minutter, og det skifter karakter. Her er en måde at gå til det på.
- Start med stammerne. Følg en fra top til bund. Bemærk, at den ikke hviler på noget. Der er ingen bred, ingen rod, ingen jord. Den går simpelthen ind i vandet og stopper. Han har fjernet beviset, der ville fortælle dig, hvor du står.
- Kig så på, hvad stammerne er lavet af. Ikke brunt. Kig efter blomme, skifer, mørkegrøn, en blåsort rød. Læs dem side om side, og de skiller sig ad i flere farver, der lader som om de er én.
- Nu midten. Find åkandebladene, og læg mærke til, at de ligger fladt, i vandrette grupper, og at de er de eneste ting i billedet, der adlyder tyngdekraften. Alt andet er refleksion, og refleksion har ingen vægt.
- Til sidst, slør blikket. Lad øjnene blive bløde, som om du kiggede på ingenting. Billedet opløses i en flade af lys med to mørke sting, der holder det fast til væggen. Det er den effekt, han var ude efter.
Glæden ved netop dette panel er spændingen mellem de to læsninger. Skarp fokus giver dig træer. Blød fokus giver dig vejr. Det skifter mellem dem hele dagen, afhængigt af hvor du står, og hvad lyset gør.
Hvordan det opfører sig i et rigtigt rum
Dette er panelet til en væg, du går langs, ikke en væg, du sidder over for. Dets form er markant vandret, og de to vertikaler giver det en rytme, der passer til en gang, en repos, en lang stue, væggen bag et spisebord, den strækning af gips over en lav buffet.
Det er en stille arbejder. Paletten er grøn, blågrøn og violet med meget lidt ren varme, så det køler et rum og får det til at virke dybere, end det er; samme effekt som et vindue ud til en have. Mod hvid eller offwhite virker det roligt og let formelt. Mod en varm grå eller en blød lerfarvet væg får grøntonerne krop, og stammerne holder op med at ligne blækstreger og begynder at ligne træer.
Hæng det lavt. Det er den eneste fejl, folk begår med landskabsformater af denne slags. Billedet er skabt til en beskuer, der står inde i dets horisont, så midterlinjen skal være i øjenhøjde, ikke svævende over billedlisten. Giv det også plads til at ånde på begge sider; stammerne har brug for tom væg ved siden af sig for at blive ved med at fungere som en døråbning.
Og lys det forfra i stedet for oppefra, hvis du kan. Skrålys får malingsryggene til at træde frem og gør det hele til tekstur. Selv frontalt lys lader farven gøre det, den er bygget til, nemlig at sidde der i årevis og aldrig se helt ens ud to gange.
Mere fra denne kollektion
Bring dette maleri hjem
Vælg en håndmalet oliereproduktion for ægte penselarbejde, eller et arkivlærredsprint for en skarp udgave af museets billede. Alle størrelser bevarer de originale proportioner.
Se dette værk og muligheder
Yderligere læsning
Verificer originalen i Musée de l'Orangerie samlingspost og fortsæt gennem relaterede værker i kataloget.