Kvinde med parasol, vendt mod venstre: Ansigtet, han valgte ikke at male
Stil dig nederst på en lille skråning en blæsende dag og kig op på en person, der står på toppen. Du vil ikke se jorden bag dem. Du vil se dem mod intet andet end himlen, hævet af vinklen, større end de er, med vinden, der trækker deres tøj i former, de ikke selv har valgt. Græsset på toppen af skråningen vil bevæge sig. Deres omrids vil ikke helt holde sig i ro.
Det er den position, dette maleri placerer dig i, og det blev bevidst valgt i 1886 af en mand, der havde lavet det samme billede én gang før, elleve år tidligere, med en anden kvinde i det.
Den positur, han allerede havde brugt
I midten af 1870’erne, i Argenteuil, havde han malet en kvinde på en skråning med en parasol, set nedefra, vind i hendes kjole, et barn lidt bagved hende. Kvinden var Camille, som havde været i centrum af hans liv, siden han var ung og ubemidlet, som havde været gravid i Paris, mens han malede kysten i 1867, og som allerede var død i årevis, da han stillede sig op foran denne anden version.
I 1886 vendte han tilbage til den komposition. Samme lave synsvinkel, samme figur på en skråning mod åben himmel, samme parasol, samme vind. Modellen var en ung kvinde fra hans husstand i Giverny, og billedet er ikke et portræt af hende.
Det kan du se med ét blik, fordi ansigtet ikke er malet. Der er træk antydet under parasollens skygge, men intet, du kunne identificere, intet, du kunne genkende på en gade. Han løb ikke tør for tid. Alt andet i lærredet er arbejdet med enorm omhu. Ansigtet er bevidst efterladt åbent.
Hvad sker der, når et ansigt mangler
Et malet ansigt er en magnet. Put et i et billede, og alt andet bliver baggrund, fordi mennesker altid kigger på ansigter først, og når vi først har fundet et, begynder vi at spørge om personen snarere end om billedet.
Tag ansigtet væk, og noget mærkeligt sker. Figuren ophører med at være et specifikt individ og bliver en tilstedeværelse, en form med vægt og holdning og en opmærksomhedsretning. Du kan ikke spørge, hvem hun er, så du begynder at lægge mærke til, hvordan hun står, hvordan vinden rammer hende, hvor meget højere oppe hun er, hvordan lyset kommer gennem parasollen og farver hendes overkrop med reflekteret farve.
Det ændrer også den følelsesmæssige temperatur på en måde, der er svær at navngive og let at føle. Dette er et billede af en kvinde, der er delvist vendt væk, højt oppe, vendt mod venstre, med sin identitet tilbageholdt. Uanset hvad det ellers gør, så tilbyder det hende ikke til dig. Det har mere til fælles med mindet om en person, der er set kortvarigt på afstand, end med et portræt, og det er værd at vide, at den komposition, den genopliver, tilhørte en person, der ikke kunne males igen.
Der er også en teknisk grund, og de to udelukker ikke hinanden. Et ansigt malet i denne skala, under en parasol, mod himlen, ville skulle færdiggøres til en detaljegrad, som intet andet i lærredet kommer i nærheden af, og i det øjeblik du færdiggør en passage til en højere standard end dens naboer, splitter billedet sig i to. Figuren ville blive et portræt klistret ind i en landskabsskitse. At lade hovedet få samme færdighedsgrad som græsset og kjolen holder hele overfladen i ét sprog, hvilket er præcis, hvad en maler, der arbejder udendørs i blæst, må insistere på, hvis det hele skal hænge sammen.
Tilblivelsen
Figurmaleri udendørs er langt sværere end landskabsmaleri udendørs, og det er en af grundene til, at billedet er usædvanligt. Landskab bliver i det mindste, hvor du placerer det. En person, der står på en åben skråning i vinden, er utilpas inden for ti minutter og udmattet inden for en time, og hver gang hun flytter sin vægt, ændres hele silhuetten.
Lysproblemet er værre. Figuren er mod himlen, hvilket betyder, at hun er bredt baggrundsbelyst, hvilket betyder, at den side, der vender mod dig, er i skygge, mens kanterne brænder. Oven i det er en parasol et gennemsigtigt farvet filter, der holdes direkte over hende, så det kaster farve ned på hendes hoved og skuldre. Få noget af det forkert, og hun læses som en udklip klistret på et landskab.
Se på, hvordan de to zoner er håndteret. Kjolen er ikke grå, den er fuld af blå, lilla og lysegrønne nuancer opsamlet fra himlen og græsset omkring den. De belyste kanter er lagt ind med få afgørende penselstrøg. Hvor lyset passerer gennem parasollen, kaster det et farvet skær på hende, og det ene forhold er det, der svejser figuren sammen med luften omkring hende.
Hvad du skal kigge på
- Horisonten, eller rettere dens fravær. Den ligger så lavt, eller så langt uden for rammen, at der næsten ikke er noget landskab overhovedet. Dette er en figur i himmel.
- Græsset ved bunden. Stregene løber opad og let diagonalt, følger vinden, og de bliver længere og løsere nær den nederste kant. Den retningsbestemte penselføring er det, der får luften i billedet til at bevæge sig.
- Tørklædet eller sløret. Følg det stykke stof, der fanges af vinden. Det er billedets speedometer, og det fortæller dig, at dagen ikke var rolig.
- Parasollens underside. Det er det eneste sted, hvor en stærk lokal farve er tilladt, og det fungerer som et låg over hele figuren.
- Bunden af kjolen mod græsset. Kanten opløses der, og figuren ser ud til at vokse ud af skråningen snarere end at stå på den.
Tag derefter tre skridt tilbage og se på hele silhuetten på én gang. På afstand bliver den en enkelt elegant form, en diagonal fra parasollen ned gennem kroppen til græsset, der læner sig meget let ind i vejret.
Hvor en figur hører til på en væg
Et landskab giver et rum en udsigt. En figur giver et rum en person, og det er en anden slags beslutning. Når dette først hænger et sted, er rummet besat. Rum, der føles lidt tomme, en entre, en trappeopgang, en soveværelsesvæg, får enormt meget ud af det, fordi øjet nu har nogen i huset.
Formatet er opretstående, så det hører til, hvor der er lodret plads, men ikke vandret. Mellem to døre, på en skorstenspille, ved siden af et højt vindue, ved et sving på en trappe, hvor du kigger op på det. Det sidste er det bedste af alle, fordi det genskaber den lave synsvinkel, maleriet er bygget på. Hæng det lidt højt, så du kigger op på figuren, som billedet har til hensigt, snarere end at møde hende i øjenhøjde som et portræt.
Dets palet er blød, kølig og lys, for det meste himmelblå, lysegrønne og offwhite nuancer, så det fungerer mod farve uden at kollidere og mod hvidt uden at forsvinde. Hold belysningen jævn. En hård retningsbestemt lampe vil flade kjolens modellering ud og få ansigtet til at læses som en sløring snarere end som en beslutning. Givet almindeligt dagslys og lidt afstand gør det umalede ansigt, hvad det altid har gjort, nemlig at få dig til at kigge på alt andet et stykke tid og derefter vende tilbage til det.
Mere fra denne kollektion
Bring dette maleri hjem
Vælg en håndmalet oliereproduktion for ægte penselarbejde, eller et arkivlærredsprint for en skarp udgave af museets billede. Alle størrelser bevarer de originale proportioner.
Se dette værk og muligheder
Yderligere læsning
Verificer originalen i Department of Paintings of the Louvre samlingspost og fortsæt gennem relaterede værker i kataloget.