Fiskegarnene i Pourville
Vinden på den kyst er ikke en byge, den læner sig. Den kommer fra havet i et støt pres, der flader græsset på klippetoppene og får et lærred til at opføre sig som et sejl, og en maler, der arbejder derude, bruger lige så meget energi på at holde sit udstyr nede som på at lægge maling på. Saltet trænger ind i alt. Lyset skifter hvert tiende minut, fordi skyerne altid er i bevægelse. Ved slutningen af en session er dine hænder kolde, dine ører gør ondt, og billedet foran dig matcher ikke længere det vejr, der skabte det.
Det var her, han valgte at tilbringe de tidlige 1880’ere. Pourville, Varengeville, Dieppe; en strækning af kridtklipper og rullestensstrand på Normandiets kyst, bearbejdet i kampagne efter kampagne, under forhold, som de fleste ville gå indenfor for at undgå.
Og på klippen, spredt ud til tørre, lå fiskenettene.
To slags arbejde på den samme klippe
Net er ikke sceneri. De er udstyr, og grunden til, at de er lagt ud på græsset, er, at de skal tørres, kontrolleres og repareres efter hver brug, ellers rådner de. Nogen har slæbt dem derop. Nogen vil komme tilbage for at hente dem.
Så et billede af net er et billede af arbejde, lavet af en mand, der selv var på arbejde, i det samme vejr, på den samme grund. Den fordobling er det stille emne i dette lærred. Der er ingen fisker i det og ingen båd nødvendig. Beviset på arbejde er nok; nettene står for menneskene, som en frakke over en stol står for den, der hang den der.
Han var ikke fremmed for situationen. Han var vokset op på den kyst. Han vidste, hvordan en arbejdende kystlinje så ud, når ingen optrådte for en besøgende, og han malede den sådan: ikke malerisk, ikke pyntet, bare det almindelige udstyr på et sted, hvor folk tager ting op af havet.
Der er også en skygge over disse år. Hans kone Camille var død i 1879 i en alder af toogtredive. Normandiets kampagner i de tidlige 1880’ere er det, han gjorde bagefter: lange perioder væk hjemmefra, arbejde alene i straffende vejr, på en kyst, han havde kendt siden barndommen. Det er ikke nødvendigt at læse billederne som sorg. Det er værd at vide, at dette er en mand, der gik til kanten af landet og stod i vinden i ugevis ad gangen.
At male i vejr, der slår igen
De praktiske fakta om denne slags arbejde er værd at udpensle, fordi de er synlige i malingen.
Et lærred på en kystklippe skal vægtes eller bindes ned, ellers går det over kanten. Han arbejdede med lærreder, der var vægtet mod vinden, og faren var reel snarere end teoretisk; tre år efter denne kampagne, ved Etretat i 1885, tog en bølge hans staffeli.
Vind tvinger også hastighed frem. Du kan ikke stå derude i seks timer og overveje et stykke græs. Mærket skal laves og efterlades. Se på håndteringen i dette billede, og du vil finde meget lidt omarbejdning; strøgene er lagt i én gang, i tempo, med penslen ladet og i bevægelse. Hvor græsset møder himlen, er kanterne bratte, fordi der ikke var tid eller grund til at blande dem.
Og kulde ændrer selve malingen. Olie stivner ved lave temperaturer og trækker på lærredet. Noget af den brudte, skurvede tekstur i kystbilleder fra denne periode kommer fra en pensel, der trækker gennem maling, der er blevet modvillig, og resultatet er en overflade med meget luft i: dele af underlaget viser igennem, og lærredets grund er synlig nogle steder, hvor en enkelt tør streg sprang hen over det.
Paletten er, hvad kysten faktisk giver dig. Kridtagtige grønne nuancer i klippens græs, et blågråt hav, der er tættere på skifer end på postkortblåt, en himmel, der bærer vægt, og imod alt det nettene, som er de mørkeste og mest lineære ting i billedet.
Lær at se det: nettene som tegning
Den kompositoriske idé her er usædvanlig for ham og værd at påpege, fordi den er grunden til, at dette lærred er mere end en behagelig kystudsigt.
- Se på nettene som linjer, ikke objekter. De er mørke, tynde og uregelmæssige, og de ligger hen over klippens grønne som håndskrift på en side. I et billede, der ellers er bygget af brede farveflader, er de den eneste tegning. Dæk dem til, og hele sagen bliver en kedelig strækning af græs og hav.
- Følg den retning, de løber i. De trækker øjet hen og ned ad skråningen, mod havet. De gør det arbejde, som en sti eller en vej gør i et konventionelt landskab, nemlig at give dig en vej ind.
- Se så på horisonten. Bemærk, hvor højt eller lavt han har placeret den, og hvor meget af billedet, der er givet til land snarere end vand. Han skubbede vanen tro havet ind i en smal bånd på disse kystlærreder, hvilket gør jorden, du står på, til det egentlige emne og havet til en kendsgerning i det fjerne.
- Sammenlign himlen med havet. De er næsten aldrig den samme farve i hans kystarbejder, og forskellen mellem dem er normalt det, der fortæller dig, hvad vejret gjorde. Find ud af, om himlen er varmere eller køligere end vandet; den ene sammenligning daterer billedet til et tidspunkt på dagen.
- Til sidst, se på græsset tæt på. Det er ikke grønt. Det er en blanding af gulgrøn, blågrøn, dæmpet violet og, i skyggerne, en ægte varm brun. På tre skridt bliver det til klippetørv; på armslængde falder det fra hinanden i separate farver.
Billedet har ingen hændelse og ingen anekdote. Intet sker, og ingen er til stede. Hvad det har i stedet, er følelsen af en bestemt slags morgen på en udsat kyst, hvilket er det, han faktisk tog derhen for at få.
Sådan opfører det sig i et rigtigt rum
Dette er det mest ligetil beboelige af hans motiver, og det fungerer i rum, hvor damsbillederne ville være for meget.
Paletten er dæmpet: grønne nuancer, grå, kridtagtige blå, nogle mørke toner. Det betyder, at den passer nemt ind mod næsten enhver vægfarve og aldrig dominerer. I et rum, der allerede er fuld af mønster eller farve, fungerer det som et roligt punkt snarere end endnu en konkurrerende stemme.
Det er et naturligt valg til ethvert sted, hvor du vil have følelsen af luft og plads: et soveværelse, et badeværelse, en gang, en køkkenvæg, et studereværelse. Det gør også noget specifikt, som lukkede indendørs rum har gavn af, nemlig at det indeholder en horisont. Et billede med en synlig afstand fungerer som et vindue på en måde, som et nærbillede ikke kan, og i et rum uden udsigt eller med en dårlig en, er det virkelig nyttigt.
Mod hvidt læser det frisk og lidt strengt. Mod blød blågrå, sand eller bleg kit bliver det varmere og mere atmosfærisk, og de grønne nuancer kommer frem. Mod stærke varme farver, sennep eller terracotta, kan havtonen se kedelig ud; test det, før du forpligter dig.
Det passer godt sammen med naturlige materialer, umalet træ, linned, kurveflet, sten, og dårligt med højglans og krom, som flader det ud.
Hæng det i stående øjenhøjde med horisontlinjen i omtrent samme højde som en rigtig en, og giv det moderat snarere end dramatisk lys. Dette er et billede lavet i fladt, bevægende, overskyet dagslys, og det ser bedst ud i noget tæt på det.
Mere fra denne kollektion
Bring dette maleri hjem
Vælg en håndmalet oliereproduktion for ægte penselarbejde, eller et arkivlærredsprint for en skarp udgave af museets billede. Alle størrelser bevarer de originale proportioner.
Se dette værk og muligheder
Yderligere læsning
Verificer originalen i Kunstmuseum Den Haag samlingspost og fortsæt gennem relaterede værker i kataloget.