Åkander: Solnedgang
De sidste tyve minutter af dagslyset er det grusomste, en landskabsmaler kan vælge at arbejde med. Farven kommer på én gang, den er mere intens end noget, der er sket hele dagen, og den er væk, før du har truffet en beslutning om den. Så kommer den ikke tilbage i treogtyve timer, og når den gør, er vejret skiftet, og du kigger på en helt anden solnedgang.
Enhver maler, der har forsøgt at sidde udenfor og fange det lys, kender den specifikke frustration: himlen laver noget, du ikke ville have turdet opfinde, din hånd er ikke hurtig nok, og lyset på din egen palet svigter, så du ikke længere kan stole på de farver, du blander.
Dette panel er et stykke af dammen præcis i det øjeblik, og det er umiskendeligt den hedeste, råeste og mindst høflige ting i hele cyklussen af store dekorationer.
Den, han håndterede hårdest
Sæt dette lærred ved siden af de blege morgenpaneler, og forskellen er ikke subtil. De er tynde, strøgne, kølige, arbejdet ud over lange stræk. Dette er tykt. Malingen rejser sig op fra overfladen. Strøgene krydser hinanden i mærkelige vinkler, nogle lagt i én omgang og aldrig rettet, og der er steder, hvor et varmt underlag er efterladt synligt, fordi det at dække det ville have dræbt varmen.
Orange og guld løber gennem vandet i brede diagonale striber. Hvor lyset rammer hårdest, er malingen næsten skulpturel, bygget op i kamme. Omkring de striber lægger han en kold blåviolet, der er billedets sande motor: det er kontrasten mellem den varme stribe og det kolde vand ved siden af, ikke selve det orange, der får overfladen til at se ud, som om den brænder.
Der er et argument at have om, hvorvidt det er færdigt. Passager ser besluttede ud; andre ligner den sidste tilstand af en samtale, der stoppede snarere end konkluderede. Begge dele er sande for meget af det, han lavede i sine sidste år. Han arbejdede på de store dekorationer fra omkring 1914 til 1916 og frem og reviderede dem løbende indtil tæt på slutningen af sit liv i 1926, og han var berygtet for at være tilbageholdende med at slippe en overflade, mens der stadig var noget at argumentere med.
En gammel mand, et kæmpe lærred og et lys, der ikke ville vente
De fysiske omstændigheder bag dette billede er værd at have i baghovedet.
De store paneler blev malet i et specialbygget tredje atelier i Giverny, opført fordi lærreder af den størrelse ikke kunne håndteres andre steder på ejendommen. De stod på lave hjulede stativer, så de kunne skubbes i position i stedet for at blive løftet. Han var i firserne. Omkring 1912 fik han at vide, at han havde grå stær og fik først foretaget en operation i 1923; hans anden kone, Alice, døde i 1911 og hans søn Jean i 1914.
Grå stær gulner og varmer alt, hvad en person ser, og det dæmper den kølige ende af spektret først. Malere har argumenteret i et århundrede om, hvor meget det påvirkede det sene værk, og det er ikke et spørgsmål, nogen kan afgøre ud fra billederne alene. Hvad der kan siges, er, at dette panel er bygget på varme, på varmt lys, der oversvømmer et koldt motiv, og at det er lavet af en mand, hvis egen vision gradvist blev varmet og dæmpet. Beskueren har ret til at føle vægten af det uden at have brug for en diagnose til at forklare maleriet.
Solnedgangen selv kendte han intenst, og fra en dam, han havde skabt. Giverny blev lejet i 1883 og købt i 1890. Vandhaven blev gravet fra 1893 og frem, hvilket krævede en gren af floden Epte omdirigeret og officiel tilladelse, efter at lokale landmænd protesterede. Den japanske gangbro kom op i 1895. Han havde set solen gå ned over netop det stykke vand i næsten tredive år, før han forsøgte dette.
Lær at se det: find ilden, find så kulden
Dette er panelet, der mest belønner nærgående kiggen, fordi så meget af det, der får det til at virke, ligger i den fysiske håndtering snarere end i billedet.
- Find det hedeste punkt. Der vil være ét område, hvor orange er mest rent og mindst brudt. Alt andet i billedet er kalibreret mod det. Bemærk, hvor lille det faktisk er sammenlignet med det indtryk, det giver.
- Jag nu på det blå. Se på kanterne af de varme striber. Der er næsten altid en kold note, der ligger lige op ad den varme, nogle gange kun et enkelt strøg bredt. Dæk det mentalt, og varmen falder med det halve. Dette er det ældste trick i farvelære, og han bruger det for fuld styrke.
- Aflæs strøgenes retning. Lyset ligger hen over vandet i diagonaler, ikke vandrette linjer. Det er, hvad en lav sol gør; den lægger et spor fra sig selv mod beskueren. Han har bevaret det spor og ladet det skære hen over den vandrette drift af åkanderne, og friktionen mellem de to retninger er det, der giver billedet sin rastløshed.
- Se på det mørke til sidst. Det er ikke sort. Det er dybgrønt, blommefarvet, en rødbrun, og de gør samme arbejde som skyggerne i en ild, hvilket er at få lyset til at se varmere ud, end det er.
- Træd så langt tilbage. På otte eller ti fods afstand smelter de tykke strøg sammen, og hele overfladen begynder at gløde snarere end at se malet ud. Det er den afstand, panelet er designet til.
Det, du ikke vil finde, er en sol. Der er ingen skive nogen steder i billedet. Han maler solens effekt på vand, ikke objektet, og fraværet af kilden er en stor del af, hvorfor lyset føles, som om det kommer ud af lærredet snarere end at være afbildet på det.
Hvordan det opfører sig i et rigtigt rum
Dette er det, der ændrer et rums temperatur snarere end blot dets indretning.
Varme billeder gør målbart arbejde for, hvordan et rum føles. Hæng dette i et nordvendt rum eller et rum, der kun vågner til liv om aftenen, og det fungerer som en ekstra lyskilde; det orange læses som lampelys, og væggene omkring det virker varmere, end de er. I et rum, der allerede oversvømmes af eftermiddagssol, kan det tippe over i for meget, så tænk over, hvilken retning dine vinduer vender, før du placerer det.
Det er et naturligt valg over en pejs, i en spisestue, der hovedsageligt bruges om natten, i en stue, hvor lamperne tændes klokken fem, eller i enden af en korridor, hvor du vil have et varmt punkt at gå imod.
Vægfarve: på hvidt er det markant og moderne, og malingens tekstur læses stærkt. På en varm mellemtonen, terracotta-lignende ler, dyb sand, blød camel, holder det op med at råbe og bliver virkelig omsluttende. Mod kølig grå er det mest dramatisk, fordi væggen giver den kolde note, billedet er bygget på. Mod grønt kan det gå lidt surt; test, før du forpligter dig.
Giv det kunstigt lys med noget varme i. En meget kold LED vil kæmpe mod paletten og dræne de orange. Og hæng det, hvor folk sidder, ikke hvor de haster forbi, fordi det, dette panel gør bedst, er det, en ild gør: det tager tyve minutters selskab, før det fuldt ud betaler dig tilbage.
Mere fra denne kollektion
Bring dette maleri hjem
Vælg en håndmalet oliereproduktion for ægte penselarbejde, eller et arkivlærredsprint for en skarp udgave af museets billede. Alle størrelser bevarer de originale proportioner.
Se dette værk og muligheder
Yderligere læsning
Verificer originalen i Musée de l'Orangerie samlingspost og fortsæt gennem relaterede værker i kataloget.