Åkander (Nymphéas)
Spørger man, hvordan en dam ser ud, beskriver de fleste en ting med kanter: en bred, nogle siv, træer bagved, himmel ovenover. Prøv nu at huske, hvordan en dam faktisk ser ud, når du står ved kanten af den og kigger ned. Ingen horisont. Ingen himmel, undtagen himlen, der ankommer secondhand nede fra. Blade, der ligger fladt på et plan, der på en eller anden måde også er et hul. Det er den version, Monet malede, og i 1907 havde han forfinet det til noget tæt på et privat sprog.
Dette lærred er et af de violette. Ikke den grønne sommermiddag, ikke den varme orange aften, men timen, hvor lyset har forladt vandoverfladen og kun når den som reflekteret farve ovenfra. Bladene er mørke. Vandet imellem dem er lilla, blåt, og nogle steder en dyb, mørk violet, og åkanderne ligger ovenpå som små blege afbrydelser med lidt varme i sig.
Han byggede det, han malede
Dammen blev ikke fundet. Den blev bestilt af maleren fra ham selv. Monet lejede huset i Giverny i 1883 og købte det i 1890. Fra 1893 begyndte han at grave vandhaven, og i 1895 tilføjede han den japanske bro. Da dette lærred blev til, havde han formet, beplantet og passet det stykke vand i fjorten år.
Det ændrer værkets natur på en måde, der er let at undervurdere. En landskabsmaler forhandler normalt med en verden, han ikke har designet. Her havde han valgt planterne, bestemt breddens form og kontrolleret, hvad der blev reflekteret i overfladen, ved at kontrollere, hvad der voksede rundt omkring. Så stillede han sig foran det resten af sit liv, omkring tredive år, og malede det.
Han var midt i tresserne, da han lavede dette. Han havde penge og ry dengang, begge dele var kommet sent. Kornstakkene fra 1890 og 1891 var blevet solgt hurtigt og godt gennem Durand-Ruel og havde forvandlet ham fra en vanskelig maler til en eftertragtet en. Poppeltræerne langs Epte fulgte, og han havde købt den række træer på auktion for at forhindre, at de blev fældet, før han var færdig med dem. Det, det hele i sidste ende købte ham, var friheden til helt at holde op med at lede efter motiver.
Problemet med at male en overflade uden kanter
Fjern horisonten fra et landskab, og du fjerner beskuerens anker. Der er ikke længere en linje, der fortæller øjet, hvor verden stopper, og der er ingen top eller bund i sædvanlig forstand.
Det, Monet erstatter det med, er ellipsen af åkandeblade. Øverst på lærredet er de smalle, næsten presset til strimler, fordi du ser dem i en flad vinkel hen over vandet. Ned mod bunden åbner de sig i mere runde former, fordi du kigger stejlere ned. Den gradvise åbning er det eneste perspektiv i billedet, og det er nok. Følg det, og du kan mærke vandets plan vippe væk fra dig.
Det andet greb er penselføringens retning. Vandrette strøg ligger fladt og bliver til overflade. Lodrette strøg rejser sig og bliver til refleksion, der styrter ned i et rum uden bund. Han veksler konstant mellem de to, hvilket er grunden til, at billedet bliver ved med at skifte mellem flad dekoration og uendelig dybde, når du ser på det.
Det tredje er det, han udelader. Der er ingen sivbed, ingen bred, intet fast objekt at måle imod. Billedet nægter at fortælle dig, hvor stort noget er.
Det er værd at måle dette lærred op mod, hvad han havde lavet et årti tidligere ved samme dam. De første vandhavebilleder beholdt den japanske bro, og broen er et stykke arkitektur: den har en top og en bund, den spænder fra den ene bred til den anden, den fortæller dig præcis, hvor du står, og hvor bredt vandet er. I 1907 er broen væk, bredderne er væk, og med dem er al information om skala og position væk. Han brugte de år på systematisk at fjerne gelænderne fra sit eget billede, og dette lærred er, hvad der var tilbage, da de alle var væk.
Hvad du skal kigge på, i rækkefølge
Kig først på bladene, og især på deres kanter. De er ikke kontureret. Hvert enkelt er en masse farve lagt ved siden af en anden masse farve, og kanten eksisterer kun, fordi de to er uenige. Derfor flyder de i stedet for at sidde fast.
For det andet, kig på de blegeste passager. I et violet lærred som dette er de lyseste områder som regel reflekteret himmel, og de er næsten altid køligere og mindre mættede, end du først antager. De læses som lys, fordi alt omkring dem er dybere, ikke fordi de er lyse.
For det tredje, jagt efter blomsterne. Der er sjældent mange af dem, og de bærer de eneste varme toner i billedet. Dæk dem med en finger, og hele lærredet bliver koldt og tungt. De er strukturelt bærende, selvom de er bittesmå.
For det fjerde, kig på selve malingen. I disse år er håndteringen løs, men stadig kontrolleret, med lag af brudt farve trukket hen over et underlag, der skinner igennem i hullerne. Det er i hullerne, vibrationen kommer fra. Fyld dem ud, og overfladen dør.
Hvordan det opfører sig i et rum
Et violet dam-billede er en meget anderledes rumkammerat end et grønt. Køligt, dybt og let natligt sænker det temperaturen i et rum og får det til at føles roligere. Det gør det til et usædvanligt godt valg til rum, der allerede får for meget sol, eller til et soveværelse, et arbejdsværelse eller en badeværelsesvæg, hvor du vil have øjet til at falde til ro frem for at blive underholdt.
Fordi det ikke har nogen horisont, behøver det ikke at forholde sig til din møbellinje. Det kan hænges højt, lavt, off-center eller i en gruppe, og ingen af de beslutninger vil ligne en fejl. Det er et af de meget få motiver, der virkelig ikke har nogen forkert orientering i forhold til rummet omkring sig.
Det reagerer stærkt på belysning. Under køligt dagslys dominerer blå og lilla, og billedet læses som vand. Under varm aftenlampe lys skifter violen mod rose, og blomsterne kommer frem. Hvis du har et billedlys eller en varm lampe i nærheden, vil billedet synligt ændre karakter mellem eftermiddag og aften.
Det kan også lide selskab af den rigtige slags. Dybe malede vægge, mørkt træ og matte overflader passer meget bedre til det end glans og høj kontrast. Mod en meget hvid væg kan det se ud som et fragment. Mod en mellem eller dyb tone ligner det et vindue ned i jorden.
Motivet, der aldrig lukkede
Da dammen først dukkede op i hans værk, forlod den ham aldrig. Han malede den i ethvert lys og enhver stemning resten af sit liv, gennem årene hvor grå stær, diagnosticeret omkring 1912, gradvist tog hans farvesyn, og videre forbi operationen i 1923.
Dette lærred fra 1907 hører til midten af det lange projekt, hvor hans øjne stadig virkede, og ambitionen allerede var gået et meget mærkeligt sted hen: et billede af vand med intet andet i det end vand, dets blomster og alt det, himlen lavede ovenover, der ankommer på hovedet. Det ejes af Museum of Fine Arts, Houston.
Mere fra denne kollektion
Bring dette maleri hjem
Vælg en håndmalet oliereproduktion for ægte penselarbejde, eller et arkivlærredsprint for en skarp udgave af museets billede. Alle størrelser bevarer de originale proportioner.
Se dette værk og muligheder
Yderligere læsning
Verificer originalen i Museum of Fine Arts, Houston samlingspost og fortsæt gennem relaterede værker i kataloget.