Åkander (Agapanthus): En dam, han byggede, og derefter malede i tredive år
Stå ved kanten af en stille dam midt om morgenen og kig lige ned i den. Du mister næsten øjeblikkeligt fodfæstet. Der er overfladen med blade, der ligger fladt på den. Der er vandet, brunt og grønt og fuldt af stængler, der går ned. Og der er himlen, som også er derinde, kommer fra oven og vises nedenunder, så den samme kvadratfod vand indeholder et blad, en dybde og en sky på samme tid. Dit øje kan ikke beslutte, hvilket af de tre det skal tro på.
I 1915 havde en gammel mand set ind i netop det vand i over tyve år og var begyndt at lave billeder af det, der var større, end dammen fortjente.
Han byggede motivet, før han malede det
Dette er den del, der springes over. Dammen blev ikke fundet. Han bosatte sig i Giverny i 1883 og fik vandhaven anlagt fra 1893, og derefter brugte han årtier på at ændre den, plante i den og holde den ved lige. Åkanderne blev udvalgt. Bredden blev formet. Refleksionerne, der fylder disse lærreder, findes, fordi nogen besluttede, hvor piletræerne og agapanthusene skulle stå.
Så motivet blev fremstillet over årene af den mand, der derefter brugte resten af sit liv på at hævde, at han blot registrerede, hvad der var foran ham. Begge dele er sande. Han malede fra naturen, og naturen var blevet arrangeret. Det er en af de mærkeligere kendsgerninger i kunsten: en kunstner, der brugte tredive år på at konstruere et motiv så langsomt, at han til sidst ikke kunne skelne mellem, hvor haven endte, og hvor maleriet begyndte.
Den anden kendsgerning er sværere. Omkring 1912 blev det konstateret, at han havde grå stær. En grå stær slører ikke blot. Den gulner og dæmper, så blå bliver grå, og violet bliver brun, og hele verden antager en varm dis, der bliver tykkere for hvert år. For en mand, hvis livsværk hvilede på at kunne skelne mellem to nærtbeslægtede farver ved et øjekast, var denne diagnose begyndelsen på en kamp, han ikke kunne vinde. De store dekorationer, herunder agapanthus- og åkandemalerierne påbegyndt omkring 1914 i det store tredje atelier, blev skabt i skyggen af dette.
Det er værd at vide, hvad en agapanthus er, da den giver gruppen dens navn. Det er en breddeplante, ikke en vandplante, med lange, båndformede blade, der buer udad, og høje, nøgne stængler, der bærer et rundt hoved af blå eller hvide blomster. Plantet langs en damkant gør den noget meget specifikt ved udsigten. Bladene falder i kurver mod vandet, og blomsterhovederne svæver over dem på stængler, der er for tynde til at kunne ses tydeligt på afstand, så hele planten læses som en løs blå sky, der sidder mellem dig og overfladen. Det er den form, der driver gennem disse malerier, til tider til stede som en plante og til tider kun til stede som dens spejling, og det er det, der giver vandet dets lodrette rytme.
Indendørs, i stor skala
Disse sene lærreder blev ikke båret ned til vandet. De blev malet i et formålsbygget atelier, stort nok til at rumme dem, fra en dam, han kunne nå på et minutters gang, men som ikke fysisk er foran staffeliet. Det ændrer alt ved, hvordan de blev lavet.
At arbejde i den størrelse betyder, at du ikke kan se hele billedet, mens du rører ved det. Du står tæt på for at lave et mærke, og så må du trække dig tilbage for at finde ud af, hvad det gjorde. En dags arbejde bliver en række fremrykninger og tilbagetrækninger, og i en alder af halvfjerds år er det en fysisk udfordring lige så meget som en kunstnerisk.
Det betyder også, at malerierne kunne arbejdes og bearbejdes over lange perioder, lag på tørt lag, og revideres i forhold til hinanden. Ser du nøje på overfladen af et sent åkandebillede, vil du finde tidligere tilstande, der skinner igennem det øverste lag, køligere farver begravet under varmere, strøg, der går i én retning, med strøg, der går den modsatte vej, lagt hen over dem senere. Dette er ikke hurtige billeder, der lader som om de er hurtige. De er langsomme billeder, der lader som om de er et øjeblik.
Sådan ser du på et maleri uden horisont
Det første, du skal lægge mærke til, er det, der mangler. Der er ingen horisontlinje, ingen himmel øverst, ingen bred nederst, ingen sti, der fører ind, og intet fast synspunkt, der fortæller dig, hvor langt væk noget er. Han fjernede hele det stillads, som landskabsmaleriet havde brugt i fire hundrede år. Hvad der er tilbage, er en overflade, set fra oven, der går både op og ned på samme tid.
Prøv at læse det i denne rækkefølge:
- Find åkandebladene først. De er de eneste elementer, der ligger fladt, og deres ellipser er det eneste fingerpeg om vandets plan. De bliver også mindre, jo længere tilbage de er, hvilket er det eneste perspektiv, billedet tillader sig selv.
- Find derefter refleksionerne. De løber lodret ned i lærredet og består af himlen og planterne på bredden. Hvor en refleksion krydser et åkandeblad, ser du to forskellige dybder, der optager samme sted.
- Find derefter de mørke passager, dem der læses som vand snarere end som noget, der reflekteres i det. Det er de dybeste toner, og de skubber alt andet frem.
- Til sidst blomsterne selv, små, stumpe penselstrøg af lyserødt og hvidt, der ligger oven på alt andet, påført sidst og efterladt alene.
Når du har adskilt disse fire registre, så se på, hvordan malingen ændrer sig mellem dem. Refleksionerne er trukket og stribede, bladene er klappet flade, blomsterne er enkelte, belæssede strøg. Berøringen gør det beskrivende arbejde, som tegning normalt ville.
Lad det så gå ud af fokus. Disse malerier er ikke skabt til at blive løst. Ud over en vis afstand smelter de fire lag sammen til et skiftende felt, hvilket er præcis oplevelsen af virkelig at stirre ned i vand, indtil du holder op med at identificere ting.
Hvad det gør ved et rum
En vandoverflade uden horisont opfører sig anderledes end et landskab på en væg. Et landskab åbner et hul i rummet og sender dig igennem det. Dette spreder et farvefelt ud over væggen og lader dig blive, hvor du er. Effekten er tættere på omgivende lys end på en udsigt, og den er bemærkelsesværdigt beroligende af den grund.
Skala betyder mere her end med næsten noget andet motiv. Disse billeder var tænkt store, og de mister deres pointe i postkortstørrelse, fordi hele pointen er, at billedet overstiger kanten af din opmærksomhed. Vælg den største størrelse, væggen kan bære, og hæng den derefter lavere end normalt, så vandet ligger under din øjenlinje, på samme måde som når du kigger ned i en dam.
Giv det tom væg på begge sider. Alt, der hænger tæt på, vil levere den vandrette reference, som maleriet bevidst fjernede, og illusionen går tabt. En tom væg er ikke spild af plads her; den er en del af værket.
Det er også det sjældne billede, der bliver bedre i svag belysning. Ved skumring eller under en enkelt lampe synker de grønne og blå nuancer, og de lyserøde blomster forbliver synlige længst, hvilket er præcis, hvad der sker ved en rigtig dam, når lyset svinder. Hæng det, hvor du vil se det om aftenen, og du får det gratis hver dag fra en have, som en stædig gammel mand plantede og genplantede, indtil den indvilligede i at blive et maleri.
Mere fra denne kollektion
Bring dette maleri hjem
Vælg en håndmalet oliereproduktion for ægte penselarbejde, eller et arkivlærredsprint for en skarp udgave af museets billede. Alle størrelser bevarer de originale proportioner.
Se dette værk og muligheder
Yderligere læsning
Verificer originalen i Cleveland Museum of Art samlingspost og fortsæt gennem relaterede værker i kataloget.