Åkander (1916)
I 1916 fik en gammel mand opført en bygning i sin have. Den var stor, enkel og industriel, med glas langs den ene side, og den havde kun ét formål: at rumme lærreder, der var for store til at håndtere andre steder på ejendommen. Ingen havde bestilt dem. Der var ingen kunde, ingen kontrakt og ingen garanti for, at nogen nogensinde ville have dem.
Han var seksoghalvfjerds. Hans anden kone var død i 1911. Hans søn Jean var død i 1914. Omkring 1912 havde han fået at vide, at han havde grå stær, og han ville fortsætte med at arbejde med dem i yderligere elleve år, før han indvilligede i en operation i 1923. Udenfor rasede en krig gennem sit andet og tredje år, og landet havde mere presserende ting at tænke på end en malers dam.
Og i den skur, på et lærred på størrelse med en døråbning, malede han vand.
Springet i skala
Dette er den kendsgerning, man skal holde fast i ved billederne fra dette år: størrelsen ændrede sig, og alt fulgte efter.
I tyve år havde han malet dammen i staffeli-størrelse. Lærreder, som man kan bære til vandkanten, stille op og arbejde på udendørs på en formiddag. Den størrelse pålægger et forhold: du ser på billedet, billedet sidder foran dig, det er en genstand på en væg.
Et lærred på omtrent menneskehøjde gør noget andet. Stil dig tæt på det, og det fylder dit synsfelt, inklusive periferien, og hjernen holder op med at arkivere det som et billede og begynder at behandle det som et rum. Dette er den tærskel, han krydsede fra omkring 1914 til 1916 og frem, og det er det, der gjorde de store dekorationer mulige overhovedet; de enorme paneler, der blev installeret i Orangeriet i 1927 efter hans død, er den fjerneste ende af en vej, der løber gennem lærreder som dette.
Det, der gør et værk fra denne dato særligt interessant, er, at det sidder på samlingen. Det er alt for stort til at være et staffeli-maleri af en dam og ikke helt arkitektur. Det er et enkelt motiv forstørret op i naturlig størrelse, hvilket betyder, at det er et af de få steder, hvor man præcist kan se, hvad forstørrelsen gør ved penselstrøgene.
At male stående, fra en dam halvtreds skridt væk
Et lærred af denne størrelse kan ikke tages med til vandet. Det er ingen lille detalje; det brød en vane, han havde holdt i halvtreds år.
Han havde opbygget sit ry udendørs, under dårlige forhold, arbejdende på motiverne. I begyndelsen af 1880’erne havde han malet Normandiets kyst fra klippetoppe og strande med sine lærreder vægtet mod vinden, og i 1885 ved Etretat tog en bølge hans staffeli. I 1890’erne i Rouen arbejdede han fra lejede værelser over for katedralen, med mange lærreder i gang på én gang, og flyttede fra det ene til det næste, efterhånden som lyset skiftede, og han gjorde dem færdige i atelieret i 1894 og viste dem i 1895. Selv det kompromis havde krævet, at bygningen fysisk var foran ham.
Her er dammen halvtreds skridt væk og ude af syne. Han arbejder ud fra studier, fra hukommelsen og fra en viden om det vand, der efter tyve år var så grundig, at han kunne rekonstruere dets opførsel uden at kontrollere det. Malingen afspejler det. Penselstrøgene er mere beslutsomme og mindre pertentlige end i de små udendørs lærreder. Der er mindre af den nervøse justering hos en maler, der sammenligner sin overflade med tingen foran sig, og mere af et menneske, der lægger det, han allerede ved, på lærredet.
Han arbejder også på armslængde på et område, han ikke kan bedømme fra den afstand. Hver passage blev malet tæt på og vurderet på afstand, hvilket betyder at gå frem og tilbage over et ateliergulv, gentagne gange, som seksoghalvfjerdsårig.
Sådan lærer du at se det: ét motiv i naturlig størrelse
Fornøjelsen ved et lærred i denne skala er, at alt er forstørret, inklusive fejlene og beslutningerne.
- Start ved nederste kant. Åkande-bladene tættest på dig er de største ting i billedet, nogle gange på størrelse med en hånd. Læg mærke til, hvor få penselstrøg hvert enkelt tager. To eller tre fyldte strøg, ofte med penslen vendt, så bladet har en lys kant og en mørk. Der er ingen tegning, ingen kontur. Formen er skabt udelukkende ved placeringen af farven.
- Følg dem opad. De skrumper og flokkes, mens de bevæger sig opad. Den gradient er det eneste perspektiv i billedet, og det er nok til at skabe flere meter imaginært vand.
- Kig ind i hullerne. Det åbne vand er bygget af lange lodrette eller diagonale strøg; det er refleksioner, strakt af overfladen. Hvor de er mørke, er de træer; hvor de er blege, er de himmel. Der er ingen anden himmel i billedet.
- Find nu blomsterne. De er den tykkeste maling på lærredet, små hævede knuder af lyserød, creme eller hvid, der rager stolt op over alt omkring dem. I naturlig størrelse kan man se, at de blev lagt på til sidst, hurtigt, og at hver enkelt er en enkelt gestus. De er også de eneste ting i billedet med en bestemt kant.
- Stil dig tæt på og slip taget. Med et lærred af denne størrelse kan du komme så tæt på, at kanterne forlader dit synsfelt. Maleriet holder op med at være et rektangel og bliver en overflade, du står over. Det er den effekt, hele det sene projekt var bygget op omkring.
Endnu en ting at lægge mærke til: der er ingen bred nogen steder. Ingen bred, ingen bro, ingen rørskov, intet der fortæller dig, at dammen er begrænset. Han havde malet den japanske gangbro, bygget i 1895, i årevis, før han fjernede den helt fra disse billeder. At tage den ud er det, der forvandlede en havefunktion til et åbent vandfelt uden målbar størrelse.
Sådan opfører den sig i et virkeligt rum
Et billede i denne skala er et stykke arkitektur i et rum, ikke en ornament i det, og det skal behandles derefter.
Hæng det på en væg, der har plads til at være tom omkring sig. Intet dræber et stort enkeltmotiv-lærred hurtigere end at omgive det med mindre rammer; det har brug for væggen som margin. En trappeopgang, et rum med dobbelt loftshøjde, den lange væg i en åben stue, væggen mod en seng, en entré, hvor du ser det, når du kommer ind ad døren.
Fordi kompositionen ikke har noget fokuspunkt og ingen horisont, gør den noget nyttigt ved proportioner. Rum med lave lofter får højde af et billede, hvis motiv løber ud over alle fire kanter; øjet finder ikke et stopsted og læser væggen som fortsættende. Det er et af de sjældne motiver, der får et lille rum til at føles større snarere end mere fyldt.
Paletten, blågrønt vand med lilla refleksioner og blege blomster, er kølig og rolig og vil ikke kæmpe med møblerne. Den sidder godt sammen med træ, hør, sten og grønt. Mod en hvid væg fremstår den ren og moderne. Mod en dyb blå eller en blød trækul bliver den betydeligt mere atmosfærisk, og blomsterne begynder at gløde.
Få højden rigtig. Centrum af et stort vandbillede ønsker at være omtrent ved øjenhøjde for en stående person, ikke højere, fordi hele pointen med skalaen er, at du kan gå op til det og have det til at fylde dit syn. Hængt for højt bliver det igen til et blot billede af en dam, hvilket er præcis det, han brugte det sidste årti af sit liv på at forsøge at undslippe.
Mere fra denne kollektion
Bring dette maleri hjem
Vælg en håndmalet oliereproduktion for ægte penselarbejde, eller et arkivlærredsprint for en skarp udgave af museets billede. Alle størrelser bevarer de originale proportioner.
Se dette værk og muligheder
Yderligere læsning
Verificer originalen i National Museum of Western Art samlingspost og fortsæt gennem relaterede værker i kataloget.